I de kommende dage får Danmark nogle særligt spektakulære solop- og nedgange.

Et flot fænomen, der har en trist baggrund.

Den ekstra røde sol skyldes nemlig røg fra skovbrande, der ankommer til Danmark på samme tid.

Det skriver DR.

I løbet af ugen vil røgskyer fra henholdsvis Canada og Sydeuropa nå Danmark:

»Det vil give høje koncentrationer af røg i atmosfæren, og det betyder, at man måske kan se en mere sløret sol. Men når solen står op eller går ned, vil man kunne se en særligt markant rød sol,« fortæller Anders Brandt, der er meteorolog og vært på DR Vejret, til mediet.

Røgen indeholder mikroskopiske partikler af sod og aske, og det er netop dem, der er årsag til de særlige solop- og nedgange.

Det sker fordi, det sollys, der rammer partiklerne, bliver spredt og absorberet.

Det betyder, at især den blå del af lyset vil forsvinde, mens det røde og orange lys i højere grad vil slippe igennem.

Det er det samme princip, der under normale omstændigheder får solen til at fremstå rødere, desto lavere den står.

Ifølge meteorologen vil man allerede kunne se den mørkerøde sol fra tirsdag.