Det bliver en varm tirsdag i hele landet, men det er bestemt ikke alle, der slipper tørre gennem dagen.

Ifølge DMI er der nemlig risiko for, at der er tordenbyger og lokale skybrud på vej i især Østjylland.

Det vil sige, at der - trods temperaturer på mellem 20-24 grader i landsdelen - lokalt kan falde mellem 15-25 mm regn på en halv time.

»Der er en risiko for lokale tordenbyger med skybrudskarakter henover især Østjylland allerede fra middagstid,« fortæller DMI's vagthavende meteorolog, Frank Nielsen.

Ifølge DMI vil der også komme byger på Fyn, Vestjylland samt Vestsjælland hen af eftermiddagen, men det vil ikke være lige så voldsomt som i det østjyske.

DMI oplyser, at risiko-varslet for voldsomt vejr gælder i Nordjylland, Djursland, Odder, Århus NV (Kronjylland), Sydøstjylland, Silkeborg, Aarhus og Viborg.

Dem, der bor i den del af landet, hvor der er risiko for skybrud, skal være opmærksomme på, at lavtliggende områder som for eksempel kældre kan oversvømmes.

Derudover påpeger DMI, at man skal tilpasse kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og ikke køre ud i vand, hvor man ikke kan vurdere dybden.

Tirsdag bliver det varmest på Bornholm, Østsjælland og Sønderjylland, hvor temperaturen kan komme helt op på 28 grader lokalt.

I morgen, onsdag, bliver det også varmt - især i de sydøstlige egne af landet, mens det i løbet af dagen endnu engang vil blive skyet og en smule regnfuldt i Jylland.

Temperaturen vil onsdag ligge på 20-25 i det jyske og op mod 23-28 grader på Sjælland.

»Det er et par varme og sommerlige dage, vi går i møde, men der vil altså være lidt krudt og kulger i luften i form af regn og tordenbyger nogle steder,« siger Frank Nielsen.