Tidligere risikomeldinger om lokale skybrud ser ikke længere ud til at holde stik.
Det viser den seneste radar udsendt af DMI.
Radarbilleder viser, at Fyn, dele af Jylland og Sjælland lige nu har regn og torden over sig.
Men det er vores svenske naboer, som har fået det værste over sig. Særlig omkring Ystad hænger der mørke skyer, og senere går det så ud over Kristianstad, fremgår det af radaren.
Det vil dog stadig regne flere steder herhjemme.
Bolette Brødsgaard, der er vagthavende ved DMI, har ellers tidligere fortalt til B.T., at der var mulighed for lokale skybrud i løbet af mandagen.
»Tordenvejret bliver formentlig mere udbredt end skybrud. Nogle steder vil man formentlig næsten ikke få vand, mens nabogården kan risikere at få 15 millimeter på en halv time. Jeg er dog ikke helt så sikker på, at vi når op i skybrud, men der skal nok falde noget regn. Tordenvejret, dét kommer til gengæld,« siger hun.
Bolette Brødsgaard fortalte også, at det forhåbentlig trods alt klarer op i løbet af eftermiddagen, og det er jo godt nyt til alle, der skal se Danmarks kamp mod Rusland i enten Parken eller på storskærm.
»Det er stadig usikkert, om det kommer til at holde tørt om aftenen, men det håber vi, at det gør.«
Vejret bliver, ifølge Brødsgaard, som det ser ud lige nu, værst i den østlige del af Sjælland, men prognoserne svinger meget.
Hun opfordrer desuden til, at man tjekker radaren på DMIs hjemmeside i forhold til, hvor der er lyn og torden, og at man passer på, hvis man bevæger sig ud i formiddagstimerne.