Hvis du er til en skyfri himmel og masser af solskin, så kan du godt begynde at glæde dig til, at denne mandag for alvor går i gang.

Det er dog ikke alle, der får lov til at opleve termometrene vise omkring de 20 grader.

Det fortæller den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut Henning Gisselø til B.T.

Helt præcist kommer der til at være temperaturforskelle på omkring 10 grader i nogle dele af landet.

Hvor man i Vestjylland kommer til at få det varmest denne mandag med temperaturer omkring 20 til 21 grader, så ser det væsentligt anderledes ud på Bornholm og på kyster med pålandsvind:

»På Bornholm bliver det knap så vamt. Kun omkring de 10 grader. Det skyldes, at der er en forholdsvis kraftig nordøstvind, og at Østersøen stadig er kold,« fortæller Henning Gisselø.

»Generelt er det sådan, at kyster med pålandsvind ikke får de 20 grader. Der ligger vi måske kun på 12-13 grader,« tilføjer han.

Fra morgenstunden mandag er der lidt skyer flere steder, ligesom der er lidt småregn på Fyn og i Sønderjylland, men det klarer hurtigt op.

»Så det bliver rigtig flot solskinsvejr i dag,« siger meteorologen og fortsætter:

»Det bliver næsten skyfrit, når vi når et stykke op ad formiddagen, og så fortsætter det resten af dagen.«

Hvis man ser bort fra Vestjylland, Bornholm og kyster med pålandsvind kommer resten af landet de fleste steder til at opleve temperaturer mellem 15 og 20 grader.

Tirsdag fortsætter det gode vejr. Det ser ud til at kunne blive lidt varmere, men det ser dog også ud til, at tirsdagen bliver knap så solrig.