Kalenderen siger efterår, og det gør vejret også.
I løbet af torsdagen sørger vejret i hvert fald for, at vi kan mærke, at vi er godt på vej mod den mørke tid.
Regn, rusk og kraftige vindstød er nemlig overskriften over prognoserne fra Danmarks Meteorologiske Institut.
»Et pænt regnvejr.«
Sådan kalder den vagthavende meteorolog hos DMI, Klaus Larsen, det frontsystem, der i løbet af torsdagen kommer ind over Danmark.
Og det giver både blæst og nedbør til os alle.
»I løbet af dagen kommer et regnområde ind fra sydvest, og det når den østlige del af landet i eftermiddag,« forklarer han og tilføjer, at det lige nu ser ud til, at der vil falde mellem seks til otte millimeter nedbør.
Dertil kommer vinden, som vil forstærke indtrykket af en rigtig efterårsdag.
»Især i den sydlige del af landet kommer der noget vind. Op til frisk til hård nogle steder, og ved kysterne får det en tand mere op til kuling,« siger han.
Klaus Larsen forudser, at der især i den sydøstlige del af landet kan komme kraftige vindstød. Her er det særligt Bornholm, den sydlige del af Sjælland, Lolland-Falster, Østersø-området og Fyn, der må holde for.
»Det kan godt være, at vinden vil flytte rundt på nogle ting og vælte et par træer,« spår han.
Også broerne kan få problemer. Især på Storebæltsbroen vil vinden i eftermiddagstimerne stå »direkte på tværs« med hård vind på 12 til 13 meter i sekundet. Det kan give problemer for de høje lette køretøjer, men meteorologen regner ikke med, at vi vil se lukkede broer.
Og rent vejrmæssigt er der ikke meget at glæde sig til for de mange, der holder efterårsferie i den kommende uge.
Efter en forholdsvis rolig fredag med kun enkelte byger, kan vi nemlig se frem til en ustabil uge med lange perioder med regn og byger.

