Rhinen tørrer ud, og konsekvenserne begynder nu for alvor at kunne mærkes i Schweiz.

Den ekstremt lave vandstand betyder nemlig, at fragtskibene kun kan laste omkring 20 procent af deres normale kapacitet.

Det skriver Blick.

»Konsekvenserne er ekstreme,« siger Martin Ditzler, talsmand for de schweiziske havne ved Rhinen, til mediet.

Problemet er alvorligt, fordi Rhinen er en af Schweiz' vigtigste transportårer for blandt andet brændstof, råvarer og foder.

Nu har myndighederne for første gang i næsten 100 år måttet frigive nødlagre af foder til landbruget, fordi forsyningerne ikke har kunnet komme frem.

Der er også taget hul på nødlagre af benzin og diesel, mens fragtpriserne på Rhinen er skudt i vejret.

Og tørken kan blive endnu dyrere.

Hvis regnen fortsat udebliver, kan regningen i stigende grad ende hos forbrugerne, advarer Claude Maurer, cheføkonom i BAK Economics, ifølge Blick.

Samtidig nærmer Rheinfall, som er Europas største vandfald, sig historisk lav vandføring.

Og i værste fald kan kombinationen af lav vandstand og pressede gaslagre skabe problemer for både brændstof- og elforsyningen.