Det er ikke kun det norske kongehus, der i disse tider kæmper med forbindelser til den dømte Jeffrey Epstein.
Nu viser en mail fra 2017, der er sendt fra Epsteins revisor, Richard Kahn, nemlig, at en norsk oliefond angiveligt også ville have fingrene i ham.
I mailen skal revisoren have skrevet til Jeffrey Epstein, at oliefonden ønskede hans hjælp til at håndtere deres penge.
Det oplyser det norske medie Dagbladet.
»Jeg forstår, hvorfor de vil have dig til at forvalte penge … en billion wow«, skriver Kahn i e-mailen.
I beskeden linker Kahn også til en artikel, der beretter, at oliefonden har passeret en billion dollar. Det svarer til 6,3 tusind milliarder danske kroner.
Norges Bank Investment Management (NBIM), som forvalter fonden, fortæller dog, at de ikke kan finde nogen kobling mellem dem og Epstein.
»Vi udelukker, at Epstein har forvaltet penge på vegne af vore fond. Vi har ingen kendskab til kontakt mellem ham eller hans ansatte og medarbejdere i NBIM«, siger Une Solheim, kommunikationsrådgiver i NBIM, til Dagbladet.
NBIM har søgt i sine systemer for at identificere mulig kontakt mellem ansatte i virksomheden og Jeffrey Epstein mellem 2010 og 2020.
De understreger, at de ikke kan se e-mails og sms'er fra medarbejdere, der ikke længere arbejder i NBIM.
