Det er længe siden, at badevandet i Danmark har været så varmt så tidligt. Faktisk hele 10 år.

»Badevandet er rekordvarmt. Vi har i hvert fald ikke registreret en badedag så tidligt i de sidste ti år, og badevandet vil blive varmere de kommende dage.«

Sådan siger meteorolog ved TV 2 Vejret Peter Tanev i en artikel af samme medie, efter deres badevandspatrulje mandag kom hjem med den varme nyhed.

Han forklarer, at der kan være flere årsager til det.

En af dem er det meget solrige forår, men også en mild vinter med solrige dage, kan have spillet en rolle.

88 strande har patruljen målt badevandstemperaturen ved, og mandag havde vi altså vores første officielle badedag ifølge TV 2's grænse på 19 grader.

Om vi kommer til at slå rekorden i 2006 med 43 badedage, ved man selvfølgelig ikke endnu.

Men noget kunne godt tyde på, at vi slår antallet af badedage i 2019, hvor tallet var 14 badedage.