Sommeren 2018 har slået den ene varmerekord efter den anden, men nu lader det til at være slut. Allerede lørdag er der risiko for skybrud igen, oplyser DMI.

For kaster man et blik på femdøgnsprognosen hos DMI, så bliver man mødt af grå skyer og regn. Meget endda. Så noget kunne altså tyde på, at de efterhånden mange måneder med høje temperaturer, skyfri himmel og tørke er ved at være ovre.

»Det bliver noget mere ustadigt, når vinden kommer vest fra, og det bliver noget mere blæsende. Lørdag vil det formentlig blive mest vådt i det sønderjyske, men ser man over de næste mange dage, så er der ikke nogen områder i landet, der går fri,« lyder det fra den vagthavende meteorolog hos DMI, Frank Nielsen.

Og skal man tro Frank Nielsen, så er det altså ikke bare de kommende fem dage, der bliver sådan.

»Det her blokerende system, der har holdt lavtrykssystemerne langt væk, det er her ikke mere, og når vi kommer hen til slutningen af august måned, så kommer vi ikke tilbage til det niveau, som vi ellers har set over sommeren. Men der skal da nok være nogle enkelte fine dage i løbet af august.«

Allerede lørdag ser der ud til at falde meget regn. DMI har udsendt en varsel om risiko for kraftig regn og lokale skybryd flere i stort set hele landet.

'Der er risiko for kraftig regn, der kan stedvis falde mellem 25 og 35 mm på 6 timer og desuden risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 min,' oplyser DMI og tilføjer, at der er tale om følgende steder:

'Fyn, Østjylland, Lolland Falster, Næstved, Vordingborg, Slagelse, Haderslev, Sønderborg, Aabenraa, Rebild og Mariagerfjord.'

Foto: DMI
Vis mere

Bedring i tørkeindeks

Efter landet har været ramt af tørke i flere måneder, blev torsdag dagen, hvor den for nogen længe ventede regn endelig kom. Stormen Johanne, der ramte den jyske vestkyst fredag morgen, sendte torsdag eftermiddag og aften en del regn og torden ind over landet.

Alene i København og Esbjerg faldt der ifølge DMI 25 millimeter og på landsplan endte vi på 10,9 millimeter regn.  Den store mængde regn er i første omgang ikke nok til at ændre synderligt på tørkeindekset, selv om det er i bedring.

'Men kigger vi på, hvilken vejrtype vi får i weekenden og den næste uges tid, så bliver vejret præget af et par frontpassager og byger, og et par dage med ophold og plads til solen. Så ved udgangen af næste uge, er der håb for, at den langvarige tørke Danmark pt. lider hård under, kan blive afløst af mere normale forhold,' skriver DMI.