Hvis du allerede har fundet solbrillerne og forårsjakken frem i weekenden, så kan det godt være, at du snart må pakke dem ned igen.
Ifølge DMI er der nemlig både regn og tåge på vej over hele landet.
»Vi forventer, at det bliver gråvejr onsdag. Det bliver ikke flot solskin, efter man har nydt det i dag,« siger vagthavende meteorolog ved DMI, Jesper Eriksen.
Gråvejret begynder onsdag middag på den jyske vestkyst og spreder sig i løbet af dagen østover resten af landet, inden det rammer Bornholm onsdag aften.
»Der kommer en del skyer og regnvejr i løbet af eftermiddag og aften,« siger Jesper Eriksen og fortsætter:
»De skyer, vi får i dag, kommer til at være der resten af ugen.«
Udover gråvejret kan danskere også begynde at forberede sig på et dyk i temperaturen.
»Der kommer luft fra Nordsøen og en del skyer og tåge, der gør at det bliver koldere. Det bliver syv til 11 grader måske,« forklarer Jesper Eriksen
