Det bliver ikke ligefrem den slags sommerdag, hvor solbrillerne er det vigtigste at huske.

Tværtimod. Skyerne trækker ind. Regnen følger med. Og flere steder kan det også komme til at buldre.

Så klart lyder det fra Erik Hansen, vagthavende meteorolog ved DMI.

»Det ser en lille smule småkedeligt ud. Allerede i løbet af i nat ser det ud, som om der kommer en front med regn og byger ind over landet,« siger han.

Torsdag bliver derfor en overvejende våd omgang.

»Næsten alle vil opleve at få en byge i løbet af dagen, og der kan komme stedvis torden,« siger Erik Hansen.

Hvor tordenen rammer, er dog svært at sige. Men den kan i princippet ramme over hele Danmark, lyder det.

Skal man tage særlige forholdsregler?

»Hvis man har en tordenbyge lige over sig, så skal man undgå at være på åbne områder og ikke stå under et træ eller på steder, hvor man står højt,« understreger han.

Til gengæld er der én klassisk sommerbekymring, man kan pakke væk torsdag.

»UV bliver ikke et problem i morgen. Den skræk behøver man ikke bekymre sig om,« siger Erik Hansen og fortsætter:

»Men hvis man har hang til paraply, må man tage den med. Den kan nok blive brugbar. Men det er jo bare vand,« griner meteorologen.

Der vil formentlig falde mindst regn på Sjælland, mens Jylland kan få op til 15 millimeter.

Temperaturerne lander de fleste steder på mellem 15 og 20 grader. Varmest ser det ud til at blive på Sjælland.