Synes du, der er gået lidt for meget efterårsvejr i den?

Så er der dårligt nyt på vej, for tirsdagens regnvejr gentager sig onsdag i store dele af landet.

Det fortæller den vagthavende meteorolog hos DMI Stina Magndal til B.T. 

»Den sydlige og centrale del af Danmark vågner op til nogen sol. Anderledes bliver det i den nordlige og østlige del, hvor det vil blive overskyet med stedvist regn fra morgenstunden. Senere vil regnen bevæge sig ind over det meste af landet. Den nordlige del kan forvente mest regn.«

Temperaturerne vil ligge på mellem 8 og 13 grader, og det bliver varmest i den østlige del af Danmark.

Helt mod øst vil man sågar få det bedste vejr.

»Det er Bornholm, der får tørt vejr,« fortæller meteorologen. 

Hvis du håber, at regnvejret stopper efter onsdag, så skal du holde øjnene fra diverse vejrtjenester – og meteorologens afsluttende prognose. 

»Det kommer til at fortsætte med at regne. Vi er ramt af ustabilt efterårsvejr i disse dage, så der kan komme til at regne i løbet af ugen,« siger Stina Magndal.