Ingen slipper – alle områder af Danmark får regn og overskyet vejr søndag.

Spørgsmålet er udelukkende, hvor voldsomt det bliver i det område, hvor du befinder dig. Nogle slipper med regnbyger. Andre kan forvente massive mængder regn, torden og hagl.

Det oplyser DMI.

I de helt tidlige morgentimer begyndte det et at regne på Bornholm, og uvejret breder sig stille og roligt til resten af landet i løbet af dagen.

»Uvejret bevæger sig ind over landet fra sydøst. Så selvom du måske vågner op til sol, så vil det blive en del mere overskyet, som dagen skrider frem,« siger Dan Nilsvall, vagthavende ved DMI til B.T., og uddyber:

»Her til formiddag er rammer regnbygerne så hovedstadsområdet og breder sig til resten af landet. Vi får regn i hele landet. Nogle vil få spredte byger. Andre vil opleve, at der falder op til 25 millimeter regn på seks timer.«

Det er i sær i de sydvestlige dele af landet, at der er risiko for at opleve kraftig regn med både torden og hagl, oplyser DMI.

Hos TV 2 vejret forventer man, at der i små områder kan komme op mod 50 millimeter regn.

Her varsler man skybrud og peger på Vestsjælland, Fyn og store dele af Jylland som steder, hvor uvejret vil blive allermest voldsomt.

Og selvom det så småt klarer op sent på aftenen og i løbet af natten til mandag, er det ikke enden på det våde vejr.

Både DMI og TV 2’s prognoser viser, at den kommende uge vil være domineret af regn.

Ifølge TV 2 vil der også mandag og tirsdag være risiko for store mængder nedbør.