En stor bølge regn- og tordenbyger rammer hele landet lørdag aften og nat, og derfor har DMI udsendt en melding om risiko for skybrud og torden.

Hvis du har planer udenfor i aften, så er der stor sandsynlighed for, at du får følgeskab af regn- eller tordenbyger, der lokalt kan blive kraftige.

Stort set hele landet bliver ramt af uvejret, med undtagelse af Bornholm, der går fri for regn. Bygerne starter i Jylland fra den syd- og vestlige del af landet og bevæger sig videre til Nordjylland og videre mod Fyn og Sjælland.

»Der er tale om en byge- og tordenaktivtet, der ligger og laver bølger over hele landet og bevæger sig langsomt mod Nordøst,« siger vagthavende meteorolog, Klaus Larsen fra DMI.

I den sydvestlige del af landet er der risiko for skybrud og torden indtil klokken 22.

I resten af landet, minus Bornholm, er der risiko mellem klokken 21 og 04 natten til søndag.

Der er ikke udsendt et egentligt varsel om skybrud, fordi man forventer mellem 5-10 mm nedbør, lokalt måske op til 15 mm.

»Det ser ud som om, der er pæn fart på de byger, så jeg tror ikke, de når at få smidt 15 mm regn på en halv time,« siger Klaus Larsen, der stadig råder folk til at tage forholdsregler over en mulighed for store mængder regn.

Varsling om skybrud kommer, når meteorologerne forventer mere end 15 mm nedbør på en halv time.

Årsagen til at vi får regn, finder vi i skiftet mellem den varme og kolde luft.

Belønningen bliver til gengæld varme temperaturer i næste uge.

»Vi skal lige have koldluften til at ligge sig over weekenden, og så kommer det varme vejr igen i næste uge,« siger Klaus Larsen.