Efterår classic!

Sådan beskriver den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Trine Pedersen, vejret hele denne uge.

Den ene front med regn og blæst kommer nemlig til at afløse den anden, og det giver udsigt til regn, blæst og beherskede temperaturer under de 20 grader hele ugen.

Tirsdagen ser dog ikke så slem ud, understreger hun. Vi får lidt skyet vejr med regn eller byger, men når det har passeret i formiddagstimerne, bliver det en forholdsvis pæn dag med lidt eller nogen sol, lyder det.

Anderledes gråt og trist ser det dog ud de kommende dage.

»Resten af ugen ser noget efterårsagtig ud. Vi får fronter ind vestfra, som så bevæger sig ud østover. Det skifter lidt fra dag til dag,« siger hun.

Sidst på natten til onsdag kommer der eksempelvis en ny front ind over landet, som giver skyer og regn i løbet af onsdagen. Og her vil den blive liggende det meste af dagen. Også vinden bliver til den friske side.

Til gengæld forudser meteorologerne, at torsdag bliver ugens lyspunkt.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det bliver blæsende, men med få byger,« lover Trine Pedersen.

Ugens tre sidste dage ser lige så blæsende og våde ud, som de første, og lørdag og søndag bliver også præget af en front med regn, blæst og byger.

Men der er måske et lys i efterårsmørket:

»Det ser ud til, at der måske kan komme noget mere stabilt vejr på den anden side af weekenden,« lyder det optimistisk fra DMI.

Det kan måske give temperaturer på den anden side af 20 grader i næste uge, spår hun.

Men indtil da ser det altså temmelig efterårsagtigt ud.