Rammer nu: 'Hidsig bygelinje med skybrudsintensitet'
»Begynder allerede nu at gøre sit indtog«.

»Begynder allerede nu at gøre sit indtog«.

En »hidsig bygelinje« befinder sig nu over os, og tordenvejret har meldt sin ankomst.
Over de kommende timer vil flere dele af landet kunne blive ramt.
Sådan lyder det fra både TV 2 Vejret og DMI.
Hos førstnævnte lyder det, at tordenbygerne her efter klokken 08 nu er begyndt at ramme.
»En hidsig bygelinje med skybrudsintensitet ligger således over Vadehavsområdet og giver kraftig torden til Rømø, Mandø, Fanø, og Esbjerg-området,« forklarer TV 2 Vejrets meteorolog Jonas Damsbo til eget medie.
Også hos DMI lyder det, at man på radarbilleder efter klokken 08 kunne se, at »de kraftige byger allerede nu begynder at gøre sit indtog i den sydvestlige del af landet«.
Samtidig har DMI udsendt et varsel om lokale skybrud og torden for stort set hele landet.
Kun Bornholm er gået fri for varslet, der er gældende frem til mandag aften.
»Når DMIs meteorologer varsler skybrud og torden for en del af landet, betyder det ikke, at hele det varslede område bliver ramt af skybrud,« forklarer vagthavende meteorolog Hans Peter Wandler i en kommentar på DMIs hjemmeside:
»Forklaringen skal findes i bygernes natur; byger er et relativt lokalt fænomen, så selvom der ikke er falder en dråbe regn i Blåvand, kan Vejers Strandby godt være blevet oversvømmet.«
DMI råder bilister til, at man tilpasser kørselshastigheden efter sigtbarhedsforholdene og ikke kører ud i vand, hvor man ikke kan vurdere dybden.
Vejrinstituttet råder også til, at du husker at tjekke tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig, samt at lukke vinduer og døre.
»Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer. Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer,« lyder anbefalingen fra DMI.