Prægtigt pinsevejr på vej: Op mod 25 grader
Og dermed kan vi få årets første meteorologiske sommerdag.

Og dermed kan vi få årets første meteorologiske sommerdag.

Har du også gået og skuttet dig i den seneste uges tid?
Så bare rolig, der ser i den grad ud til at være varme og sol på vej – og det ser ud til at ramme Danmark i den kommende weekend, i pinsen.
»Der er noget i gærde,« som vagthavende meteorolog hos DMI, Marie Timm, udtrykker det til B.T.:
»Den nyeste prognose, vi har fået, har lavet et lille twist, for den tænker, at nu skal sommeren komme, og vi skal se pinsesolen danse. Den har ligesom skruet lidt op for det hele.«
Det betyder, at der herhjemme kan blive helt op mod 25 grader – hvilket altså vil betyde, at vi dermed vil få årets første meteorologiske sommerdag.
Og selvom Marie Timm fra DMI stadig er lidt forsigtigt i forhold til de 25 grader, vil hun i hvert fald gerne love, at temperaturne bliver over 20 grader.
Endda i lejet 20-24 grader.
»Weekenden tyder på solskin, sol og varme,« siger hun:
»Så pinsen skal nok blive smuk, spørgsmålet er så bare, hvor højt temperaturmæssigt, det kommer.«
Som det er med prognoser er der stadig nogle usikkerhedsfaktorer, der kan få betydning for varmen.
DMIs Marie Timm forklarer:
»Det kommer lidt an på vindretningen, for det er et højtryk, der ligger og styrer showet. Hvis vindretningen kommer fra det sydlige hjørne vil den hive en masse varm luft op fra kontinentet, så det skal vi lidt håbe på,« siger hun om muligheden for at nå helt op på de sommerlige 25 grader:
»Og hvis højtrykket skubber sig lidt, så vinden kommer fra vest: Så får vi omkring de 20 grader i stedet for.«
Men som den vagthavende meteorolog også konstaterer, så skal vi væbne os med tålmodighed.
For de kommende dage vil fortsætte i det ustadige spor med sol, regn og byger. Og måske endda et tordenbrag. Læs mere om mandagens vejr her.
Det vil vare ved indtil torsdag, inden vejret slår om fredag.
»En ting er dog sikkert: Frem med solhat og solcreme, for sol og varme venter i weekenden og i pinsen,« som DMIs Marie Timm konkluderer.