I næste uge kan vi sandsynligvis få besøg af sæsonens første sne. Men der stopper det ikke.
For det kan – muligvis – udvikle sig til sæsonens første snestorm.
Det skyldes et lavtryk, der potentielt kan bringe både sne og kraftige vinde med sig, skriver TV 2 Vejret.
Og i en af mediets prognoser fremgår det derfor, at der er en minimal risiko for snestorm over dele af landet, når vi kommer frem til tirsdag og onsdag i næste uge, hvor der er en chance – eller risiko, om man vil – for op mellem 20 og 25 centimeter sne.
Det er noget, man ligeledes kan se nogle tegn på i prognoserne hos DMI, hvor meteorolog Klaus Larsen understreger, at det hele endnu er meget usikkert.
»Der er som sådan både snemængder og vind i prognoserne til, at vi kan komme op på definitionen på snestorm,« forklarer han.
Der er dog også det store 'men'.
For det hele afhænger af et lavtryk. Og af dets placering.
'Vi vil kunne få en del'
I næste uge får vi nemlig besøg af et lavtryk »helt ovre fra USA«, der tager turen over Nordsøen og tirsdag ind over Danmark.
»Det er lidt usikkert, om lavtrykket fortsætter videre op mod Stockholm, eller om det bliver liggende i vores nærhed om onsdagen,« forklarer Klaus Larsen.
Under alle omstændigheder ser det dog ud til, at der især på nordsiden og vestsiden af lavtrykket er mulighed for, at den nedbør, det bringer med sig, vil kunne falde som slud eller tøsne.
»Hvis det (lavtrykket, red.) bliver liggende, vil vi kunne få en del sne, som dog nok er noget sjappet noget, der vil smelte, fordi vi generelt kommer til at ligge med temperaturer lige over frysepunktet,« forklarer meteorologen.
Umiddelbart ser det ud til, at sneen – hvis den kommer – mest vil kunne falde i Jylland.
Men det er endnu svært at forudsige.
For hvis lavtrykket bevæger sig mere mod nordøst, vil sneen kunne falde i de norske fjelde, ude over Skagerrak og måske i den nordlige del af Jylland, lyder det.
»Så på den måde er mængderne usikre. Der kan sagtens komme til at falde en del, men jeg tror, at der vil være for meget slud og småregn i det, så det vil nok ikke falde som sne alt sammen,« siger Klaus Larsen.
'Vi holder øje de kommende dage'
Sammen med lavtrykket ser det også ud til, at det vil begynde at »blæse lidt op« herhjemme.
Særligt ved den jyske vestkyst, hvor der kan komme nogle kraftige vinde, der kan være med kuling og »måske oppe i nærheden af stormstyrke«.
»Men det afhænger igen af lavtrykkets placering, så det er noget, vi holder øje med de kommende dage,« forklarer meteorologen.
Så hvis – og det er et stort 'hvis' – at det vil kunne udvikle sig til en snestorm på grund af nedbøren og blæsten, vurderer han ikke, at det vil være med fygende sne.
»Jeg tror, der er størst sandsynlighed for, at det bliver lidt tung, våd sne og tøsne, så det bliver nok mere sjappet og sjasket,« forklarer han.
Sammenfattet lyder det derfor fra Klaus Larsen, at det er »plausibelt«, at vi kan få sæsonens første hvide drys i næste uge – omend det altså ser mere sjappet end fnugget ud.
»Men jo længere ude i tiden, vi kommer, jo større usikkerhed er der,« understreger han.