Løse tagsten. Usikre stilladser og fritstående byggematerialer.

Hvis du har ting på din grund, som ikke står godt fast, så er det en god idé at sørge for, at de ikke flyver nogle steder.

Sådan lyder det gode råd fra politiet fredag formiddag, hvor blæsten allerede har godt fat flere steder i landet.

Ét af de steder, hvor det blæser kraftigst ved frokosttid, er i det syd- og sønderjyske.

I løbet af formiddagstimerne har politiet allerede fået flere anmeldelser om nedfaldne genstande.

Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Richard Borring, fredag ved middagstid, hvor det allerede blæser godt i landsdelen.

»Det kan vi mærke allerede nu. Vi er begyndt at få anmeldelser om ting, der falder ned i blæsevejret,« siger han og understreger, at vejret trods alt ikke giver anledning til varslinger fra DMI.

Han opfordrer dog borgerne i området til at få styr på ting, der kan være i fare for at blæse væk.

»Hvis man har et stillads eller nogle byggematerialer eller andre løse ting, så er det en god idé at sørge for, at det står fast,« siger vagtchefen.

DMI har meldt om en meget blæsende fredag.

»Vinden tager til i løbet af formiddagen. Allerede nu (fredag morgen, red.) blæser en frisk vind til kuling, og efterhånden tager den til,« sagde den vagthavende meteorolog hos DMI, Andy Ahumada, til B.T. tidligere på dagen.

Han forudså, at det ville blive værst ved østvendte kyster.

»Her kan man komme op på hård kuling til stormende kuling. Det er lige under storm,« sagde meteorologen.

I Tønder har man måttet afspærre Spikergade på grund af fare for nedstyrtning.

Derfor gentager Syd- og Sønderjyllands Politi sin opfordring på Twitter.

»Vi modtager flere anmeldelser om nedfaldne genstande, tagkonstruktioner og træer, der bukker under i vinden,« lyder det fra politikredsen, som tilføjer:

»Vær opmærksom i trafikken. Kontrollér egne byggerier og lignende vindfølsomme installationer.«