Solen skinner lørdag den 17. april, og for Danmarks bedste ishus betyder det mange kunder.

Indehaveren af titlen som Danmarks bedste ishus ligger på Djursland og hedder Fjellerup Vaffelbageri.

Den fornemme titel fik ishuset onsdag den 14. April, hvor i alt 29.000 danskere havde været med til at sms-stemme.

»Vi er helt oppe at køre alle sammen. Hele personalet er megaglade og stolte,« sagde Hanne Buhl Andersen, der har ejet vaffelbageriet i 30 år, til TV 2 Østjylland i onsdags.

Ishuset er kendt for sine store kugler, og dem er der mange, der er kommet efter denne lørdag.

Fjellerup Vaffelbageri har dog forberedt sig og lavet en række tiltag for at minimere potentiel coronasmitte. De har blandt begrænset antallet af kunder, der må være i ishuset af gangen.

Derudover har de to vinduer på hver side af ishuset, hvor kunder kan købe is ude fra.

Østjyllands Politi har endnu ikke modtaget nogle meldinger om, at ishuset ikke overholder reglerne om for store forsamlinger, men de har dog tænkt sig at lægge vejen forbi ishuset alligevel.

Artiklen fortsætter under afstemningen

»Der er generelt mange mennesker på gaden i Aarhus, Randers og Grenå lørdag, men indtil videre er ingen steder blevet lukket ned. Det har været meget stille og roligt,« siger vagtchefen til TV 2 Østjylland.

Vaffelbageriet har haft meget travlt siden de blev kåret til Danmarks bedste ishus, men ifølge dem selv er de vant til nogle vilde dage.