Søndag varsler DMI om risiko for kraftig regn og torden. 

De varslede områder omfatter Nordjylland, det meste af Fyn og Vest- og Sydsjælland, hvor der lokalt kan falde mellem 30 og 50 millimeter regn. 

Derfor advarer Midt- og Vestsjællands Politi nu om den kraftige regn. 

'Kraftig regn giver risiko for oversvømmelser af for eksempel kældre og lavtliggende områder samt risiko for aquaplaning. Afpas hastigheden og afstand efter forholdene,' skriver politiet i en pressemeddelelse. 

Aquaplaning opstår, når bildækkene mister kontakt med vejbanen grundet store mængder vand.

Varslet lyder på kraftig regn og torden, som allerede er startet i Nordjylland lørdag aften og vil bevæge sig ned mod sydøst, og som i løbet af formiddagen intensiveres.

Dog vil regnen først slippe på Lolland og Falster mandag morgen.