Det var et sceneskift af de helt store, da himlen tirsdag eftermiddag åbnede sig flere steder i landet.

Det, der lignede en normal sommerdag med sol og en skyfri himmel, blev på få sekunder forvandlet til et skybrud med voldsom regn og hagl.

Og for Dorthe Hansen, der bor på Hillerødgade i Slangerup på Sjælland, gik det særligt ud over hendes have.

Den blev nemlig på ti minutter decideret oversvømmet.

Dorthe Hansens have blev lynhurtigt oversvømmet, da skybruddet ramte.
Dorthe Hansens have blev lynhurtigt oversvømmet, da skybruddet ramte. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er sådan her i Frederikssund Kommune, at når kloakerne bliver fyldte, løber det ud og kommer op i vores have. Det er sket fire gange på 14 år,« fortæller Dorthe Hansen til B.T.

Tirsdag eftermiddag sad hun derhjemme, da det begyndte at buldre og brage, men ved første øjekast var der i denne omgang ingen oversvømmelse i haven.

Ti minutter efter åbnede Dorthe dog hoveddøren, og der blev hun mødt af det, som straks fik hende til at forstå, hvad der var sket:

Lugten af kloakvand.

»Så vidste jeg, at det var sket igen. Heldigvis har vi lavet et trin opad ved vores kælder, så den er ikke ramt i dag, men vi har tidligere haft vandskade efter et skybrud,« fortæller Dorthe Hansen.

Og så er Dorthe og familien heldige med, at strømmen ikke gik, for i så fald ville deres grundvandspumpe ikke virke, og det ville have resulteret i endnu mere vand.

Alt i alt blev det altså 'kun' til en større omgang kloakvand i haven, og derfor får familien i morgen besøg af en slamsluger, der kan rense haven.