Pinsesolen kommer til at danse for de fleste danskere.

Men rigtigt varmt bliver det først i næste uge.

Det fortæller Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

»Vi får tørvejr det meste af tiden, men søndag kan der i forbindelse med passagen af en koldfront godt falde en smule regn,« siger hun.

Fredag starter lidt skyet for mange.

»Der kommer færre skyer i løbet af dagen, og der kommer ingen regn. Det bliver 13-18 grader med en svag til frisk vind,« fortæller meteorologen, der kan berette om en lidt lunere lørdag.

»Vi får en del sol, og så bliver det 15-20 grader. Varmest ved østvendte kyster.«

Og så er det, at vi får besøg af en koldfront.

»Søndag vil der nok være en del sol mod nord, mens resten af landet vil have mange skyer. Det er her, der godt kan falde en smule regn, men det kommer til at klare op i løbet af dagen. Det bliver 13-18 grader,« siger den vagthavende meteorolog.

2. pinsedag kommer til at minde meget om søndag vejrmæssigt.

»Igen får vi 13-18 grader og tørt vejr. Hvis man finder et sted med læ, kan det blive ganske behageligt.«

Efter pinsen stiger temperaturen.

»Vores prognoser indikerer, at der er varmere vejr på vej. Der har været en del udmeldinger om, at det bliver rigtigt varmt, men det er endnu for usikkert at slå fast. Men tirsdag bliver det 16-21 grader og onsdag 18-23 grader. Hvad der så sker derefter, er der mange forskellige bud på i prognoserne på lige nu. Det bliver varmere. Spørgsmålet er så, hvor varmt det bliver,« siger Mette Zhang.