Der er nok mange danskere, der lørdag vågner op med ondt i håret efter en våd julefrokost - og de kan roligt tilbringe den første del af dagen under dynen.
»Dagen vil starte skyet. Hist og her vil der også været dis, tåge og regn. Så det bliver en grå start på lørdagen,« fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Hans Peter Wandler.
Men som dagen skrider frem, vil vejret indbyde til gåture, så tømmermændene kan svedes ud - måske endda uden den tykke vinterjakke. For der er ikke udsigt til hverken bidende kulde eller nedbør.
»Der vil være en koldfront, der skal passere fra vest mod øst - og derefter vil det klare op. Og så får vi tørt vej - og også lidt sol.«
»Temperaturen vil ligge i et sted mellem seks og ni grader. Det er lunt for årstiden - men ikke helt unormalt,« fortæller Hans Peter Wandler.

