De seneste uger har ferieramte danskere kollektivt sukket efter solen. Men knap er solen og varmen kommet, før den risikerer at skabe problemer.

Brandfare.dk meddelte Beredskabsstyrelsen torsdag eftermiddag, at der allerede er så tørt, at der både torsdag og fredag varsles forøget risiko for brand i store dele af Danmark.

»De næste mange dage byder på varmt og tørt vejr i hele landet. Når det samtidig blæser bare en smule, er der øget risiko for, at der kan opstå brand i det fri, i haven eller andre steder med tørt brændbart materiale,« skriver Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

Især på Vestsjælland, Nordøstfyn og Vestlolland advarer myndighederne om, at der er ‘Meget høj risiko’ for brand.

Det betyder:

  • At der er grund til at være mere end almindeligt opmærksom på, hvor og hvornår man tænder grillen.
  • At det er farligt at kaste cigaretter eller tabe gløder i naturen.
  • At man skal være ekstra påpasselig med at tænde bål.
  • At ukrudtsbrænderen bør tage en tiltrængt varme-ferie i skuret.

I følge DMI er der fredag udsigt til høj sol over det meste af landet med temperaturer, der mange steder runder de 30 grader sidst på eftermiddagen. Kun Nordjylland kan forvente at skulle se solen gennem et skydække.

Det er et højtryk over de baltiske lande, der de kommende dage sender varm og tør luft op over Danmark i så store mængder, at der kan forekomme landsdækkende varmebølge og regional hedebølge i Sydjylland, dele af Vestjylland, Lolland og Vestsjælland.

Det betyder, at brandfareindekset fredag fortsat er ‘højt’ i de østlige dele af hele landet og 'meget højt' på Fyn, Vestsjælland og Vestlolland.

Selvom varmen i følge DMI holder weekenden over, driver den værste risiko for naturbrande over. Allerede lørdag og søndag mindskes risikoen over store dele af landet, og det er kun på Midtsjælland, Midtfyn og Sydjylland, at risikoen fortsat er ‘høj’ eller ‘meget høj’.