De efterhånden mange uger med høje temperaturer og solrigt vejr i Danmark har betydet, at søer og åer i og omkring Aarhus er ramt af farlige alger.

Både i Brabrand Sø og Aarhus Å har miljøvagten i Aarhus Kommune ifølge TV 2 Østjylland konstateret tilstedeværelse af de farlige blågrønne alger.

»Man kan se det tydeligt ved at vandet får en blågrøn overflade, der ligner maling. Det er når, at det er rigtig slemt,« siger Lars Spring, der er miljøvagt i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til TV 2 Østjylland.

Mens de fleste typer alger ikke nødvendigvis er skadelige og oftest ganske harmløse, så forholder det lidt anderledes med de blågrønne alger. De kan nemlig være giftige, når der opstår meget store opblomstringer af dem i et område.

Det anbefales derfor, at man helt undgår at bade i vand, hvor der er en stor koncentration af de blågrønne alger.

Ifølge Miljøstyrelsen er symptomerne på algeforgiftning: Hovedpine, hudirritation, feber, kvalme, diarré.

Selv om ingen i Danmark endnu er døde af algeforgiftning, så anbefales det, at man søger læge, hvis man har mistanke om en eventuel forgiftning.

Ifølge TV 2 Østjylland fortsætter algerne fra Brabrand Sø og Aarhus Å ud i havnen og forsvinder formentlig først, når det igen bliver koldt.