Der kommer til at ske noget med vejret om nogle få dage.

»Det milde vejr fortsætter først på ugen, og så der det ud til, at der bliver lidt vinterligt islæt i den sidste halvdel,« siger Trine Pedersen, vagthavende meteorolog ved DMI.

Ja, 'vinterligt islæt'. Så er advarslen videregivet.

Det er på torsdag, at der sker et skifte i vejret. Det bliver både koldere – og her taler vi altså om udsigt til minusgrader – og det kommer til at blæse mere.

»I løbet af torsdagen begynder det at blæse noget op fra nordvest, og det kunne godt komme op på frisk vind til kuling med ret kraftige vindstød ved vestkysten. Temperaturen dropper også ned i løbet af eftermiddagen, helt ned til 6-7 grader i Nordvestjylland, altså noget koldere end nu,« siger Trine Pedersen og tilføjer:

»Natten til fredag kunne vi godt snige os ned til nattefrost.«

Fredag kunne dog blive en »ret flot dag« med sol. Men stadig noget koldere end i øjeblikket: 5-10 grader ved kysterne og 5-8 grader inde i landet.

»Natten til lørdag bliver det noget mere udbredt med nattefrost, men jeg er ikke sikker på, at det for alvor bider sig fast,« siger Trine Pedersen.

Indtil torsdagens vejrskifte får vi altså mere af det vejr, vi har haft også hen over weekenden.

»Første halvdel af ugen fortsætter det med det milde vejr. Det kører lidt derudad med de milde temperaturer, 9-10-11 grader og måske meget lokalt med 12,« siger Trine Pedersen.

Mens mandagen giver lidt regn over hele landet, bliver tirsdag grå uden regn og sol, mens der måske kommer sol onsdag.