Kalenderen vidner om, at vi bevæger os længere og længere væk fra en kold og mørk vinter. Det samme gør vejret heldigvis også.

Der er nemlig forårsvarme på vej, og vi kan se frem til højere varmegrader inden for få dage.

Det oplyser DMI til B.T.

Efter en tid med kulde og nattefrost kan vi se frem til tocifrede varmegrader i Danmark inden for ganske få dage:

»Det er ikke bragende forårsvejr, der er på vej, men vi bevæger os den retning,« fortæller Erik Hansen, vagtchef hos DMI.

Fra mandag og dagene frem vil temperaturen nemlig ligge mellem syv og tolv grader.

Om natten vil den være lidt over frysepunktet.

I første omgang har vi dog en blæsende nat og søndag i vente. Derefter ser det ud til, at vejret vil stabilisere sig:

»Vejret vil føles noget mildere, fordi vinden vil komme fra vest. Desuden vil der heller ikke være meget nedbør den næste tid, men der vil komme en hel del skyer,« udtaler Erik Hansen.