»Det har ret meget smæk på.«

Sådan lyder det mandag eftermiddag fra den vagthavende meteorolog hos DMI, Jesper Eriksen, om det uvejr, der med hastige skridt nærmer sig Danmark.

Se mere video på localeyes.dk

Tidligere mandag blev vi ramt af årets første skybrud, da tre af vejrinstituttets nedbørsstationer ved Tønder målte mere end 15 millimeter regn på en halv time. Og selvom det værste, ifølge meteorologen, nu gerne skulle være forbi, nærmer et nyt, voldsomt uvejr sig fra Tyskland og Østersøen.

»Det kan give en god spand vand,« fortæller Jesper Eriksen.

Lige nu er uvejret nået til Østersøen og skal bare bevæge sig resten af vejen hen over vandet for at gå i land ved Lolland, Falster og Møn.

»Det har ret meget smæk på. Inden for den næste time vil det nok være gået i land der, og ved Hovedstadsområdet vil det nok ramme engang efter klokken 18,« siger meteorologen.

Det er hele landet, der kan blive ramt af uvejret, som bringer både store nedbørsmængder og torden med sig. Indtil videre ser det ud til, at det vil blive værst øst for Storebælt.

»Det er byge-agtig nedbør, så der vil nok være store lokale udsving. Man kan godt få en god spand vand ét sted, og kort derfra vil det måske ikke være så slemt.«

DMI's kriterie for skybrud er mindst 15 millimeter regn på en halv time, mens det for kraftig regn er 24 millimeter på seks timer.

»Det, der er på vej fra Tyskland, forventer vi, holder sig under skybrudskriteriet, men det kan godt føles voldsomt, lige når der passerer,« forklarer Jesper Eriksen.

Nedbørsbåndet, der er på vej mod Danmark, bevæger sig dog hurtigt og er smalt.

»Så når det først er kommet, vil det kun vare en time eller to, før det har passeret,« siger han.

Det voldsomme uvejr, der ramte landet tidligere mandag, gjorde, at flere huse brød i brand på grund af lynnedslagene. Det kan du læse mere om HER - eller se mere om i videoen øverst i artiklen.