Søndag bliver endnu en fin og lun forårsdag, men vi skal nyde det, mens det varer, for næste uge byder på markant lavere temperaturer.

Det oplyser Anja Bodholt, vagthavende meteorolog hos DMI, som fortæller, at søndagsvejret helt sikkert trækker folk udenfor, for temperaturen lander på 19-20 grader de varmeste steder i landet.

Der vil dog vil være store temperaturforskelle i de forskellige landsdele.

Det betyder, at nordjyderne kun vil møde en 10-12 grader, mens det er i Sydvestjylland, at det vil blive varmest.

Der vil være en svag til let vind mest fra de nordøstlige retninger.

Men det er med at nyde forårsvarmen søndag, for mandag morgen vågner danskerne op til nogle helt andre temperaturer, som kræver, at vi finder det varmere overtøj frem igen.

En koldfront trækkker langtsomt hen over landet allerede søndag aften og nat, og det medfører køligere vejr og mere blæst. Der er dog ikke udsigt til det store nedbør.

Man vil opleve en 6-12 grader, der, hvor det bliver varmest. Som ugen går vil termostaten vise encifrede dagtemperaturer, og man vil igen kunne opleve nattefrost i hele landet.