Spanien og Portugal står over for endnu en voldsom storm, kort tid efter at en stormen 'Leonardo' har medført enorme ødelæggelser og borgere på flugt.
Stormen, der har fået navnet Marta, ventes at ramme lørdag, skriver AFP.
Myndighederne i Portugal betegner situationen som »meget alvorlig«, og mere end 26.000 redningsarbejdere er allerede mobiliseret.
Stormen kommer, mens mange områder stadig er mærket efter den seneste uvejrsbølge, der kostede mindst ét menneskeliv og tvang tusindvis på flugt i både Spanien og Portugal.
Stormens konsekvenser rækker også ind i det politiske, skriver The Guardian.
I Portugal har den højreorienterede opposition krævet, at anden runde af præsidentvalget udsættes, efter at katastrofetilstand er erklæret i 69 kommuner som følge af uvejret.

Kravet kommer, mens store områder kæmper med oversvømmelser, evakueringer og ødelagt infrastruktur, men landets valgmyndigheder har foreløbig afvist at ændre planen.

