Hvis man gik og troede, at det i denne uge ville være slut med isglatte veje, snemandsbyggeri og minusgrader, så kan man godt tro om igen.

For ifølge DMI kan man se frem til at boltre sig i endnu mere sne i løbet af vinterferien – og det er ikke så lidt igen.

For i en ny prognose spår TV 2 Vejret, at man flere steder i landet kan få op mod 25 centimeter sne.

Men det bliver, som TV 2 formulerer det, 'lidt af en vejrgyser' at følge med i, om sneen rent faktisk falder i store mængder, eller om det i stedet bliver plusgrader og regn.

De seneste prognoser tyder på, at det lavtryk, der er på vej ind over landet, er blevet trukket mere mod syd.

Det betyder ifølge TV 2s meteorolog, at større dele af landet får sne frem for regn.

Med den kurs kan der i store dele af Jylland falde mellem 15 og 25 centimeter sne.