DMI er netop kommet med en dugfrisk prognose for vejret nytårsaften – og den er ikke just opmuntrende.

Vejret bliver decideret vådt.

Og nu har DMI udsendt et varsel om kraftig regn. Varslet gælder fra tirsdag klokken 19 og et døgn frem.

»Nytårsaften bevæger et lavtryk over Norskehavet sig ind over Sydnorge og fortsætter mod Finland. En tilhørende frontzone med regn bevæger sig nytårsaften fra Nordvestjylland ned over resten af landet, og her vil den ligge frem til ud på aftenen nytårsdag, onsdag.«

»Det kan nogle steder give en del langvarig regn. Over døgnet kan der stedvis kan komme 30-40 millimeter, lokalt op til 50 millimeter.«

Det centrale og sydlige Jylland samt Fyn bliver hårdest ramt.

Udover regn vil det også blæse kraftigt.

»Der er i løbet af nytårsdag og torsdag 2. januar 2025 også lettere forhøjet vandstand flere steder, men i øjeblikket ingen steder over varslingskriteriet.«

DMI understreger dog, at prognoserne er usikre – og varslerne kan derfor justeres løbende.