Det danske sommervejr har i år slået mange rekorder. Og nu bliver det ved.

Der har nemlig været ikke mindre end 339 solskinstimer i juli måned. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

De 339 solskinstimer er ny dansk solrekord, siden de landsdækkende soltimemålinger startede i 1920. Det er 18 timer mere end den tidligere rekord på 321 soltimer i 2006.

Det betyder med andre ord, at danskerne har kunnet nyde solen 10 timer og 56 minutter hver dag i alle julis 31 dage.

Juli måned blev med en middeltemperatur på 19,2 grader også den fjerdevarmeste måned siden 1874.

Og vi stopper ikke der. Juli har haft det fjerdehøjeste antal sommerdage siden 1938 og den højeste temperatur siden juli 2010.

Den 25. juli målte man 33,1 grader i København og i Borris nær Skjern. Det er blot 1 grad under den højeste julitemperatur i 2010 på 34,1 grader.

Langt fra bundrekorden

Bundrekorden for solskinstimer fandt sted tilbage i juli 1922. Dengang måtte man nøjes med sølle 137 soltimer.

Herunder kan du se tørken i Danmark set fra rummet. Billederne er fra 2017 og 2018 og taget af den amerikanske rumfartsadministration, NASA.