Mens energikrisen buldrer derudad, er der stor bevågenhed om, hvordan vejret bliver, når vi kommer ind i de kolde og mørke måneder.

Men nu offentliggør DMI en overordnet prognose for vejret i oktober, november og december.

De tydeligste vejrsignaler ser vi i oktober.

Her lyder budskabet, at vi skal indstille os på ret almindeligt efterårsvejr med blæst, skyer, regn og byger.

I perioder vil det også blive ret blæsende. Samlet ventes oktober at byde på temperaturer omkring 10 til 16 grader i dagtimerne og 3 til 12 grader i nattetimerne.

Det samme bliver tilfældet for november. Et lavtryk vil dominere vejret i Nordeuropa, mens højtryk vil dominere vest for kontinentet. Hvor langt mod nord højtrykkene i vest befinder sig, vil få stor betydning for vores vejr, lyder DMIs melding.

Og som det ser ud nu, kan vi risikere at gå en lidt tørrere, men køligere december i møde. Som helhed ser temperaturen ud til at ende omkring eller lidt under det normale. Det samme er tilfældet for nedbørsmængderne. Om kulden for alvor bider sig fast, er dog forbundet med en vis usikkerhed.

Men fælles for alle tre måneder.

»Usikkerheden er stor, og derfor kan den næste opdatering af sæsonprognosen have tendenser til andre vejrscenarier, hvor vi enten har afskrevet den mulige kuldeperiode, eller har skruet op for vestenvindsmotoren med en våd, mild og blæsende december,« lyder meldingen fra DMI.