Det har aldrig været så slemt, som det er nu.
Den dystre konklusion drager Verdens Meteorologiske Institut (WMO) i sin årlige rapport om klimaets tilstand.
Det skriver The Guardian.
FNs generalsekretær, António Guterres, siger:
»Planeten Jorden er presset ud over sine grænser. Hver eneste nøgleindikator for klimaet blinker rødt.«
En rekordstor energiubalance opvarmer havene til hidtil usete niveauer, skaber mere ekstreme vejrforhold og truer sundheden og fødevareforsyningen, advarer organisationen i rapporten.
FN-organisationen skriver videre, at årene 2015 til 2025 er de varmeste 11 år, der nogensinde er målt.
Om det siger Guterres:
»Menneskeheden har netop gennemlevet de 11 varmeste år, der nogensinde er registreret. Når historien gentager sig selv 11 gange, er det ikke længere et tilfælde. Det er en opfordring til at handle.«
Hastigheden af havopvarmningen er mere end fordoblet i løbet af de sidste to årtier sammenlignet med gennemsnittet for de foregående 45 år.
Havniveauet stiger i et accelererende tempo, og havisen er på sit tredje laveste niveau nogensinde.
Der er ingen lindring i sigte. Stillehavet nærmer sig afslutningen af en La Niña-fase, som normalt er forbundet med køligere temperaturer ved overfladen i store dele af verden. Prognoserne tyder på, at denne fase ved udgangen af dette år vil blive afløst af en El Niño, som vil medføre yderligere opvarmning.
Og det vil betyde en ny stigning i global temperatur, forudsiger den dystre rapport.
