Det er om både at pakke badeshortsne og regnjakken, når du i en af de kommende uger skal på tur i det danske land.

For mens vi i denne uge kan sole os i varmegrader, der nærmer sig de 30, er sagen en helt anden i juli.

Det fremgår af en ny månedsprognose fra DMI.

Lad os begynde med næste uge.

Her kommer vi til at mærke vejret fra vest, og det betyder med andre ord, at det bliver et vældigt omskifteligt vejr.

Nogle dage vil vejret lægge op til strandbesøg, grillaftener og gode cykelture på de danske landeveje. Andre dage vil det være oplagt at alliere sig med en god bog eller en spændende Netflix-serie, mens du kan lytte til den silende regn på dine ruder.

»Det vil blive en mere våd uge, og der vil også komme mere vind. Men der vil også være sol, så generelt kan man forvente et meget skiftende vejr,« oplyser Thor Hartz, der er vagthavende hos DMI.

De efterfølgende to uger - 28 og 29 - forventer DMI ikke, at der vil komme lige så meget regn som i næste uge, men vi skal stadig kigge langt efter sådan et sommervejr, som vi nyder i disse dage.

Dagstemperaturerne i de to uger vil ligge mellem 18 og 24 grader.

Du kan dog ikke forvente, at de varme grader vil være ensbetydende med solrigt vejr. I uge 28 og 29 vil der både være pæne dage med masser af solskin, men også dage fyldt med lokale regnbyger, der også har kraftige tordenbrag med sig.

»Ja, det bliver meget skiftende vejr,« siger Thor Hartz.