Danskere, der rejser på ferie til Frankrig eller Spanien i næste uge, skal forberede sig på temperaturer over 40 grader.

Flere steder i Spanien har temperaturen allerede oversteget de 40 grader, og i næste uge breder varmen sig til Frankrig, hvor turister i Paris tirsdag kan se frem til 39 grader i skyggen.

Også Tyskland, Portugal og Storbritannien risikerer at blive ramt af hedebølgen, melder Meteorologisk Institut i Norge.

Den europæiske vejrtjeneste Meteoalarm, der informerer europæere om farligt vejr, advarer på deres hjemmeside om ekstremt høje temperaturer i blandt andet Østrig, Tjekkiet, Spanien og Portugal allerede i weekenden, og det fortsætter altså ind i næste uge.

Hedebølgen kommer kun et par uger, efter en anden hedebølge ramte Europa. I slutningen af juni blev der målt 42,3 grader i Spanien, og i Frankrig blev der også sat varmerekord, skriver TV2 Vejret.

Franskmændene målte 45,9 graders varme, og det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt, siden landets meterologiske institut blev grundlagt i 1860'erne.

Herhjemme kommer vi også til at mærke den varme luft i Sydeuropa, og det kan betyde, at vi får det rigtigt varmt i næste uge.

»Langt de fleste steder kan vi nå eller passere de magiske 25 grader, som er kriteriet for et dansk sommerdøgn,« siger vagtchef Mette Wagner i en nyhed på DMI's hjemmeside.