Danmark har lige været igennem én hedebølge, og nu tyder meget på, at endnu en er på vej.

Efter nogle dage med mere ustadigt sommervejr, regn og lavere temperaturer ser varmen ud til at vende tilbage senere på ugen - og for fuld skrue. 

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Lars Henriksen.

»Det bliver varmere, men om det ligefrem ender med en hedebølge, må vi se. I weekenden bliver det nogle steder over 25 grader, så det ender nok med en hedebølge,« siger han.

Han understreger dog, at DMI stadig er en smule tilbageholdende, fordi der endnu er nogle dage til weekenden, og prognoserne derfor kan ændre sig. 

Over Vesteuropa og De Britiske Øer ligger der dog i øjeblikket en massiv varme, som kan brede sig til Danmark.

»Meget tyder på, at når varmen kommer, så varer det ind engang i næste uge. Om det så fortsætter, må vi se den kommende uge,« siger Lars Henriksen. 

Varmen begynder så småt at indfinde sig fra torsdag, hvor temperaturen lokalt kan nå op på 24 grader.

»Fredag er der masser af sol og op til 25 grader, og lørdag og søndag bliver det overvejende tørt og varmt,« siger han.

»Der er heller ikke meget vind, så der er ikke meget, der svaler. Det er med at komme ud til kysten og bade, hvis man er til det.«

Hvis prognoserne holder stik, bliver det dermed den anden hedebølge, der rammer Danmark på blot et par uger. Ifølge Lars Henriksen er det dog ikke usædvanligt.

»Det usædvanlige var, at vi under den seneste hedebølge havde ekstraordinær varme og slog rekord med 37 grader. Om vi kommer lige så højt op igen, må vi se,« siger han.

Kriteriet for en hedebølge er, at gennemsnittet af døgnets højeste temperatur over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.