Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Efter mange dage med rimeligt vindstille tilstande, er der i den grad en vejrændring på vej.
Søndag vil vinden tage til. Først i den nordvestlige del af landet. Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Andy Ahumada.
»Det bliver lidt af en vejrændring, da det skal til at blæse igen. Specielt mandag og onsdag i den kommende uge. Søndag aften og mandag nat bliver det i første omgang primært ved vestkysten. at man kan få hård vind til kuling.«
Mandag kommer der så for alvor gang i vinden landet over.
»Der kommer frisk vind til kuling, og ved Vestkysten kan det blive stormende kuling. Og måske endda vindstød af stormstyrke,« fortæller Ahumada.
Tirsdag skulle vinden så aftage, men onsdag ser den ud til at vende tilbage.
»Onsdag venter os en ny omgang blæsevejr, men prognoserne skifter meget omkring, hvor voldsomt det bliver. Men det ligner i hvert fald en omgang hård kuling,« siger den vagthavende meteorolog, der lige nu dog ikke ser et scenario med lukkede broer for sig.
»Der er en risiko for, at vandet stiger i Vadehavet, men i øjeblikket er prognosen ikke i nærheden af de grænseværdier, hvor vinden bliver farlig. Men vi følger situationen nøje,« siger Ahumada.
Hvor barsk blæsten bliver onsdag vil afhænge af, hvilken bane lavtrykket tager på vej mod Danmark.
Hvis man vil undgå for meget vind, er det altså med at komme udendørs inden søndag aften.