Indtil videre har efteråret været relativt mildt herhjemme.

Men nu nærmer kulden sig. Og det betyder, at der er to ting, du bør holde øje med.

Først og fremmest bør du – såfremt du bor i det nordjyske – denne onsdag morgen holde øje med vejene, da der er risiko for, at de kan være pletvis rimglatte.

Og dernæst bør du – såfremt du er én af dem, der enten elsker eller hader sne – holde øje med prognoserne for weekenden, da særligt søndag kan blive lidt af en 'vejrgyser'.

For noget tyder nemlig på, at der måske kan være sne på vej. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut på sin hjemmeside.

Fra onsdag nærmer kulden sig, da rigtig kold luft efterhånden vil 'strømme ind over landet fra østlige retninger'.

»I situationer med kold luft fra øst dannes der ofte byger over Østersøen og Kattegat. Bygerne kan være med både slud eller sne, alt efter hvor kold luftmassen er, og prognoserne indikerer, at fra weekenden er der mulighed for hvide byger,« forklarer meteorolog Mette Zhang i en vejropdatering.

Særligt søndag viser prognoserne, at et mindre lavtryk vil passere landet, og med det lavtryk følger et nedbørsområde.

»Den nyeste prognose viser, at luftmassen er så kold, at nedbøren især i den nordlige og vestlige del af landet kan falde som sne. Den forrige prognose viser derimod, at luftmassen ikke er kold nok, og at nedbøren derfor hovedsageligt vil falde som regn,« fortæller Mette Zhang.

Det er derfor endnu ikke helt sikkert, om nedbøren vil falde som sne eller regn:

»Så søndag aften kan blive lidt af en vejrgyser, hvis prognoserne holder fast i vejrudviklingen,« siger meteorologen.