»Det er tegnet på, at vi nu lige skal have smagen af sommer igen.«
Efter nogle nærmest efterårsagtige dage venter der et skifte forude – som i hvert fald de sol- og sommerhungrende danskere nok vil sætte pris på.
Sådan lyder det tidligt torsdag morgen fra meteorolog Mette Wagner fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Først skal vi dog lige igennem resterne af det lavtryk, der onsdag sendte godt med blæst og regn ned over landet.
Lige nu befinder det lavtryk sig over den nordlige del af Skagerrak, hvor det stille og roligt bevæger sig ind over Sverige og videre mod Norge.
»Så det er i gang med at blæse af,« forklarer Mette Wagner.
Særligt i den nordlige del af landet kan det fortsat blæse her til morgen – nogen steder med kuling-styrke.
»Men i løbet af dagen aftager den og bliver let til frisk de fleste steder. Så det er jo rigtig dejligt,« siger meteorologen.
Dagen begynder derudover meget skyet de fleste steder, ligesom der kan komme regn og byger enkelte steder.
Men så sker der noget.
I løbet af dagen trækker en højtryksryg nemlig ind over os fra sydøst.
»Og det stabiliserer vejret. Det gør også, at der faktisk er mulighed for lidt eller nogen sol flere steder, og så kun enkelte byger,« lyder beskrivelsen fra Mette Wagner.
Stille og roligt lunter der også lunere vejr ind over os i den forbindelse, hvilket giver temperaturer på 16 til 21 grader torsdag.
»Lunest bliver det mod sydøst, hvor vi stille og roligt har fået rullet varmen ind over os. Men det er også tegnet på, at vi nu lige skal have smagen af sommer igen,« fortæller meteorologen.
I aften kommer der sol til alle, før der kan komme skyer ind over landet igen i nattetimerne.
»Men så skal vi jo have sol, sommer og strandvejr i weekenden,« lyder det fra Mette Wagner.
»Nu har vi haft en uge, hvor det har været lidt efterårsagtigt, så nu skal vi lige have nogle dage med sommerligt vejr, før det i næste uge bliver lidt mere ustadigt igen.«
Vi står dermed ifølge prognoserne til at få tre dage med 'sådan forholdsvis okay vejr', som Mette Wagner formulerer det.
Det dækker over, at vi kan få 20-25 grader lørdag, før temperaturen kan blive skruet op til 22-27 grader søndag.
»Så snakker vi altså,« siger Mette Wagner med et smil.
Samtidig kommer der også en del flere kig til solen, end der har været de seneste dage.
»Temperaturen falder en smule i næste uge, men det bliver stadig lunt – og så med byger og torden,« siger hun, før hun - i modsætning til vejret den seneste tid - tørt tilføjer:
»Man skal jo nødigt glemme regnen.«
