Nu skifter vejret: Bliver 'anderledes' – og giver mulighed for 'vinterlige byger'
Det hele skyldes et lavtryk, som lige nu ligger nord for Færøerne og bevæger sig mod sydøst.

Det hele skyldes et lavtryk, som lige nu ligger nord for Færøerne og bevæger sig mod sydøst.

Mens vi har haft en usædvanlig varm oktober, ser det ud til, at vejret nu skifter.
For de kommende dage kan vi få besøg af 'kold polarluft', ligesom der også er mulighed for, at vi kan få 'vinterlige byger'.
Sådan lyder det onsdag morgen i en vejrkommentar hos DMI fra meteorolog Anja Bodholdt.
Det hele skyldes et lavtryk, som lige nu ligger nord for Færøerne og bevæger sig mod sydøst.
Lavtrykket vil føre til, at det blæser op – og dét er noget, vi også vil kunne mærke herhjemme, hvor det torsdag og fredag stedvis kan blæse med en hård vind til hård kuling.
Det er dog ikke kun blæst, det fører med sig.
»Lavtrykket bringer også køligere luft og en del byger med sig. Den kolde polarluft, der sendes nedover os, giver mulighed for vinterlige byger, men det mest sandsynlige er dog, at bygerne bliver med hagl og måske endda torden,« forklarer Anja Bodholdt i sin vejrkommentar.
Dog kan bygerne måske have lidt hvidt i sig.
»Men chancen for sne for nuværende vurderes ikke særlig høj,« lyder det fra meteorologen.
Hun slår dog fast, at der dermed er »lagt op til et par 'anderledes' vejrdage« torsdag og fredag, efter vi den seneste tid har haft relativt mildt og roligt vejr.