Så er der endelig godt nyt til alle os, der ikke elsker regn.

»Hvis man er til mindre regn og mere solskin, så tegner næste uge betydeligt mere lovende end sidste uge,« lyder prognosen fra DMIs vagthavende Klaus Larsen.

Landet over er der i den seneste uge faldet mellem seks og otte millimeter regn i døgnet.

De kommende dage ser det ud til at ville regne mindre end en millimeter i døgnet.

Det bliver altså mere tørt og som en ekstra bonus, er der er også udsigt til ‘en hel del mere solskin’, lover Klaus Larsen.

»Vi får en svag nordlig vind, så det er de nordlige dele af landet, der får mest sol og færrest byger.«

Mens skyerne stadig vil have svært ved at holde helt tæt over Sønderjylland, Fyn og det sydlige Sjælland.

»De første par dage ser pænere ud, men temperaturen rokker sig ikke meget. Vi får stadig 15-20 grader, men en del mere sol – og blå himmel.«