Der er rigtig gode chancer for sne allerede i nat. Men de er endnu bedre i morgen, bekræfter DMI.

»Hvis man har længtes efter sne, så skal man sætte sit håb til i morgen,« fortæller meteorolog ved DMI Jesper Eriksen.

Allerede i nat vil man kunne forvente snebyger i den nordvestlige del af landet. Det er også her, hvor temperaturen vil være lavest, og hvor det tykkeste og hvideste snedække kan findes.

Den sydøstlige del af landet kan imidlertid frem mod torsdag eftermiddag og aften forvente fuld plade, da både hagl, regn, slud og tøsne står skrevet i morgendagens vejrprognose.

Temperaturen vil falde til mellem én og fem graders frost. Vinden bliver let til frisk fra nord, og ved kysterne vil hård vind kunne registreres.

»Omkring eftermiddag og sidst på aftenen vil store dele af landet have fået sne, og som det ser ud nu, vil kun Bornholm gå fri i denne omgang,« mener Jesper Eriksen.

Flere steder i landet vil temperaturen nærme sig frysepunktet natten til fredag.

Det kan altså se ud til, at sneen bliver liggende i et par dage.