USA blev i 2015 lagt ned efter et massivt snefald. Det kan du se i videoen herover.

Havde du i den usædvanlige januar-varme allerede begyndt at glæde dig til forårskvidder, -blomster og -dufte, må vi desværre skuffe dig. Kong Vinter rasler igen med sin frosne sabel. Nu kommer der igen sne og kulde til Danmark.

Efter kraftig blæst og milde temperaturer kommer der nu et lavtryk fra nord. Lavtrykket rammer Danmark onsdag, og det har både minustemperaturer og sne med sig i bagagen.

Torsdag og fredag vil dermed stå på både dag- og nattefrost og sne, skriver TV 2.

Det vil især være den nordøstlige del af Danmark, der bliver ramt af det vinterlige vejr.

DMI er mere varme

Modsat TV 2 er DMI mere påpasselige med at melde om kolde grader.

DMI melder om temperaturer i dagstimerne på mellem to og fem grader, og ned til fire graders frost torsdag og fredag. Her mener de, at der vil falde op mod syv millimeter nedbør i gennemsnit i form af sne og slud.

Ifølge DMI er det dog en kort, kold stakket frist. Lørdag melder de om temperaturer op mod otte grader igen.

Stormen raser

Inden vi når kuldechokket, kan man trøste sig med lidt storm.

DMI melder, at der er risiko for kuling 14-18 m/s fra sydvest, med vindstød af stormstyrke 25-28 m/s.

Det er særligt i Nordjylland, at stormvarslingen gælder.

Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger.