Der har ikke lige frem været meget at råbe hurra for, når man har set vejrudsigterne for maj måned. Men nu er der endelig gode nyheder.

Det kommer dog til at regne det meste af dagen i dag i det meste af landet, men når regndråberne rammer vinduet, så kan du drømme dig lidt væk i denne prognose fra DMI.

»Der er nemlig både sol og varmere vejr på vej mod Danmark, og vi varmer allerede op i den kommende weekend. Det sker, når et højtryk ligger sig tæt på landet, og med det følger både sol, tørt vejr og så endelig, varme,« lyder det fra meteorolog ved DMI Lars Henriksen.

Og det var helt ærligt også på tide. DMI har nemlig kørt temperaturerne fra maj 2021 igennem maskinen – og her er resultatet:

»Middeltemperaturen indtil nu ligger på 9,4 °C.  Normalen for maj (1991-2020) er 11,4 °C. På landsplan er der faldet 88,1 mm regn mod normalen på 47,3 m.m. Og så er der lige det med solen, eller mangel på samme, for indtil nu har maj på landsplan kun budt på 88,4 solskindstimer, hvilket er væsentligt under normalen på 224 timer!«

Men alt det er fortid den kommende tid. Her vil temperaturen nemlig lande et sted mellem 17 og 23 grader, og i kombination med sol og svage vinde er der udsigt til det, mange af os har gået og ventet på. Dansk, dejligt, solrigt, lunt, lækkert forårsvejr.

Men, hvor længe kan vi så få solen af se i denne omgang? Det har Lars Henriksen også et bud på – og svaret, det vil næppe glæde de solhungrende.

»Bedste bud, her og nu, er frem til og med tirsdag i næste uge, så der er altså ikke tale om en længerevarende »varmebølge«. Men, nogle prognoser er mere vedholdende og holder fast i varmen en stor del af næste uge,« lyder det.

Dog kan vejret stadig overraske. For prognoserne er meget uenige.

»Uanset hvad, så er varmere og mere sommerligt vejr nu endelig på vej, om det så bliver til en kortere eller længere visit, må vi se. Indtil da, er der kun én ting at sige, nyd det nu, så længe det varer,« afslutter Lars Henriksen.