Torsdag bliver en grå og kedelig affære tilsat en smule regn, og det våde vejr fortsætter fredag.

Forleden kunne DMI fortælle, at 2018 har slået alletiders rekord for flest solskinstimer på et år. Det bliver ikke i dag, den rekord bliver udbygget, fortæller vagthavende meteorolog Dan Nilsvall fra DMI.

»Det bliver gråt og diset, og der kommer også lidt regn,« siger han.

Torsdag bliver også en lun dag med temperaturer helt op til ti grader.

»Efter en kølig nat stiger temperaturen til seks til ti graders varme. Det bliver varmest ved Vadehavet, og så falder temperaturen mod nord og øst,« siger Dan Nilsvall.

Han forklarer, at der kommer mild og fugtig luft ind over Danmark fra vest.

»Det betyder, at det bliver meget diset,« siger Dan Nilsvall.

Natten til torsdag har der været vejtemperaturer omkring frysepunktet i Nordjylland og på Sjælland.

Men temperaturerne er steget her til morgen, så man skal bare være almindelig forsigtig i morgentrafikken, lyder det fra Dan Nilsvall.

De kommende dage er der udsigt til endnu mere regnvejr. Særligt Jylland får store mængder nedbør.

Det skyldes et kraftigt lavtryk, der bevæger sig fra Skotland og ind over Danmark fra sydvestlig retning i løbet af fredagen.

Særligt sønderjyderne skal finde paraplyerne frem. De har udsigt til 24 milimeter regn fredag, viser DMI's nedbørsprognose.