Nordjyderne skal passe på, når de bevæger sig ud i morgentrafikken fredag.

Resten af landet får pæne plusgrader og vind.

»Der kan nogle steder i Nordjylland være rimglat, fordi vejene er under nul grader,« siger Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog hos DMI.

Dagen byder på plusgrader til resten af landet.

»Der kommer til at være milde temperaturer fra tre til otte grader,« siger Jesper Eriksen.

Hvis man drømmer om at finde forårsjakken frem, skal man nok alligevel vente lidt.

»Der vil være en jævn til frisk vind fra nordvest og på vestkysten kommer der til at være op til kuling, så det kommer til at blæse noget,« siger Jesper Eriksen.

Weekenden byder på en flot lørdag med sol, lune plusgrader og kun en smule blæst.