Kong Vinter indtog store dele af Danmark lørdag aften, hvor der lokalt faldt over en halv meter sne. Andre dele af landet fik dog nærmest intet. Her er forklaringen fra DMI.

Visse borgere på Lolland kunne lørdag aften lufte hunden uden at få så meget som et snefnug i hovedet.

På Midtsjælland kunne folk derimod nemt komme til at blive bekymret for, om tegltaget brasede sammen på parcelhuset, eller om familiens køretøj ville blive perforeret af et væltet egetræ.

Omsat til vejrsprog faldt sneen særdeles lokalt i weekenden. Visse egne fik en halv meter, mens dele af landet gik fri.

I et større område helt fra Københavns Vestegn ned mod Køge og ind over Midtsjælland til den nordlige del af Sjælland faldt der mellem 20 og 50 cm sne - og omkring Roskilde faldt der endnu mere.

Her blev der målt en snedybde på hele 60 centimeter, mens blandt andre Lolland og Falster stort set ikke fik sne.

På billedet herunder kan du tydeligt se, hvordan fnuggene fordelte sig:

Satellitbillede fra weekenden: Der faldt mest sne, der hvor landskabet lyser op. Foto: DMI.
Satellitbillede fra weekenden: Der faldt mest sne, der hvor landskabet lyser op. Foto: DMI.
Vis mere

DMIs vagtchef Thyge Rasmussen forklarer årsagen til de store lokale variationer:

»Vi ser stor lokal forskel, og det er typisk her om efteråret. Havet er nemlig stadigvæk 7-8 grader varmt, og når vinden så blæser ind over land fra øst, så blæser havets varme med i luften og holder temperaturen oppe nær kysterne, så nedbøren falder som regn i stedet for sne. Jo længere man kommer ind i landet, jo koldere bliver det, og det betyder, at man f.eks. på Midtsjælland har oplevet mest sne med op til en halv meter,« siger Thyge Rasmussen, til Lokalavisen.dk.

Kimen til det voldsomme snevejr blev lagt fredag aften. Her lå et svagt lavtryk og hyggede sig uforstyrret over Østersøen lidt syd for Sjælland. Der var ingen vind i de højere luftlag, der kunne rokke ved lavtrykket, så det havde ro til at samle fugt op fra det lune hav.

Samtidig sivede koldere svensk luft ind under den fugtige luft over Danmark. Det gav kraftigt nedbør og faldende temperaturer, der fik regnen til at gå over i sne.

Her ses de hvide områder tydeligt. Dele af Vestsjælland og Lolland/Falster gik helt fri, mens blandt andet Roskilde fik 60 centimeter sne. Foto: DMI.
Her ses de hvide områder tydeligt. Dele af Vestsjælland og Lolland/Falster gik helt fri, mens blandt andet Roskilde fik 60 centimeter sne. Foto: DMI.
Vis mere

Meteorolog hos DMI, Lars Henriksen, tilføjer, at det er usædvanligt, at man ser så store lokale forskelle i mængden af snefald:

»Den her forskel ser man ikke særlig tit. Dels fordi snevejret faldt så lokalt, men også på grund af mængderne, der faldt. Ved et regulært frontsystem, der kommer ind over landet vestfra, får landsdelene mere eller mindre den samme mængde nedbør - med færre regionale variationer,« siger Lars Henriksen.